Foto

Betty Krag

Location

Den Frie Udstillingsbygning

Time

24/10 2024

Genre

Artificial Optimism performanceprogram

ANTAGONIST

af

Thjerza Balaj

Performance foregår sammen med 'HARD PLAY' af Miriam Kongstad

Thjerza Balaj (*1995, NO/DK)

ANTAGONIST, 2024, Performance

Ifølge Thjerza Balaj besidder dans et unikt potentiale for at udfordre samfundets repræsentationer og magtdynamikker. Det arbejder hun selv med gennem intense performances, der aktivt skubber grænserne for udtryk og intimitet. En af de gennemgående fascinationer for Balaj er det kvindelige bliks potentiale som modmagt og protest og dets evne til at udfordre sociale normer. Kunstnerens seneste performance, ANTAGONIST (2024), får sin premiere på denne udstilling. I en scenografi badet i strobelys og pulserende musik, danser konstant bevægende kroppe med vind i håret. Dette univers, der mest af alt minder om en elektrificeret rockkoncert, hylder og personificerer antagonisten på samme måde som rockstjerner har gjort gennem tiderne. Performancen udforsker, hvordan vores samfund har iført sig Disney-briller, der simplificerer verden til en kamp mellem det gode og det onde. Den fremhæver, hvordan vi hylder helte med de “rigtige” værdier, mens vi dæmoniserer dem med de “forkerte.” Med sit værk forsøger Balaj at afdække værdihykleriet, hvor vi udskammer mennesker for visse handlinger, men vælger at ignorere dem, når det kræver drastiske ændringer i vores egen komfortable livsstil. ANTAGONIST søger at demonstrere, at vi ofte opdager mere om os selv ved at spejle os i antagonisten fremfor idolet og derved finder indsigt i de skygger, vi normalt undgår.

 

OM THJERZA BALAJ (NO/DK)

Thjerza Balaj (f. 1995) er uddannet danser og koreograf fra Den Danske Scenekunstskole og Det Kongelige Konservatorium i Antwerpen, i øjeblikket bosat og arbejder i København, Danmark. Umiddelbarhed og intimitet er vigtige elementer i hendes værker. Hendes koreografiske praksis beskæftiger sig med det kvindelige blik, magtdynamik og det uhyggelige. At lege med skiftende intensiteter er en konsekvent tilgang i hendes tilsyneladende hårde, men flygtige praksis. Hun har tidligere præsenteret og opført sine værker i blandt andet Vulkan Arena Oslo, Bergen Internationale Teater, Sardegna Teatro Cagliari, L’Abri – Genève, Dansehallerne, Den Frie Udstillingsbygning København. I 2022 modtog Thjerza det prestigefyldte danceWEB-stipendium på Europas største dansefestival, ImpulsTanz i Wien.

 

ARTIFICIAL OPTIMISM PERFORMANCEPROGRAM

Artificial Optimism er en udstilling om futurismens resonanser i samtidskunsten, som kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning fra 24. aug. – 27. okt. 2024. I løbet af udstillingsperioden vil der løbende afholdes performances og koncerter af de udstillende kunstnere. Performance var central for futurismen og programmet er inspireret af de aftener og eftermiddage som futuristerne afholdt mellem 1909 og 1914, hvor de præsenterede kombinationer af oplæsninger, lydkunst, happenings m.m. Deltagelse i performanceprogrammet er gratis, når  billet til udstillingen er betalt.

Udstillingens performanceprogram er udviklet i regi af Toaster, der er et samarbejde mellem Husets Teater og Den Frie.

Foto

Betty Krag