Interview med Institute of Interconnected Realities af Miriam Frandsen
Da jeg møder Institute of Interconnected Realities (I-IR) kunstneriske ledelse, Ida-Elisabeth Larsen og Marie-Louise Stentebjerg, til en snak om A Play, er de midt i skabelsen af værket. Jeg har forberedt nogle overordnede spørgsmål, som samtalen skal kredse omkring, men i løbet af snakken viser det sig hurtigt, at de har et koreografisk sprog, som jeg først skal tilegne mig for at kunne forstå deres svar.
I-IR arbejder nemlig praksisbaseret. Og med det mener de, at de ikke fastlægger en koreografi med faste bevægelser og trin, som man gør i fx ballet, men at de opfinder nogle improvisationsregler, som er instruktioner, som performerne bevæger sig efter og taler ud fra. Der kan være flere praksisser i spil i de enkelte forestillinger, og I-IR opfinder nye praksisser som en del af deres undersøgelser. Man kan sige, at det er disse praksisser, der er med til at bestemme forestillingernes dramaturgi, dvs. den måde ’fortællingen’ skrider frem på.
Et eksempel på en praksis er den instruktion, de kalder whisper, som er på spil i A Play. Her bliver performerne instrueret i at lytte til rummet og opfange en sætning, som de kan hviske til en anden performer, som så siger den højt ud i rummet. Performerne kan arbejde med forskellige kvaliteter for sætningen, fx gøre den emotionel, monoton eller syngende. Performerne har altså et meget stort spektrum for improvisation og kan både arbejde med at kommunikere følelser, men også med den lydlige måde at sige sætningen på. De andre performere opfanger så sætningen og giver deres variation af den samme sætning, så den på den måde bliver flerstemmig.
Den praksisbaserede arbejdsform betyder, at forestillingerne aldrig vil være det samme. Hver aften vil få sit eget udtryk, hvor performerne finder nye veje i forhold til de instrukser, de har i samspil med publikum. For publikum spiller også en central rolle. I-IR arbejder i alle deres værker med at forbinde sig med publikum; ikke på en måde, hvor publikum skal gøre noget andet end at være publikum, men hvor de energier, der er i salen, bliver indarbejdet i forestillingen. At indoptage og mediere publikum er den overordnede gennemgående praksis i al I-IR’s skaben.
Ud fra denne begrebsafklaring kan vi bevæge os over i interviewet og til mit første spørgsmål:
Hvad er den kunstneriske motivation for at lave A Play? Hvordan opstod ideen?
Marie-Louise: En af de ting, vi har talt meget om, er skiftet fra tidligere at have arbejdet meget i det virtuelles potentiale, med alt det usagte og immaterielle som fx i værkerne Ality og Song of 8, til nu at arbejde med det stedsspecifikke. Vi har haft et behov for at arbejde mere konkret. Et gennemgående spørgsmål er: Hvordan kan vi give undersøgelsen en forankring, men bibeholde den her intimitet med publikum og det, der er på spil i forhold til det praksisbaserede og mere uhåndgribelige? Vi vil gerne prøve at lave en tydeligere indgang for publikum til vores kunstneriske arbejde og værket.
Ida: Der er flere simultane begivenheder, der har peget os i den her retning. En del af produktionen på den tidligere forestilling Ality foregik i Finland. Her var vi i kontakt med den finske koreograf Simo Kellokumpu, og han stillede på et tidspunkt spørgsmålet: Hvad mener I, når I siger space? Det er et stående begreb, som alle koreografer beskæftiger sig med, men det var enormt svært at svare på. Det var uvant at skulle præcisere det. Hvordan er det fx anderledes end begrebet place? Så allerede dér var der en invitation til at reflektere over de to begreber og deres forskel. Hvordan er sted anderledes, og hvordan relaterer det sig til koreografisk tænkning?
Marie-Louise: I A PLAY undersøger vi black boxen som sted. I vores research har vi blandt andet orienteret os i teaterhistorie og i teatrets oprindelse – det græske drama. Her har vi taget udgangspunkt i det gamle græske kor. Deres funktion har altid været at være et spejl for folket. I det græske drama er koret selv publikum til tragedien og videreformidlede til det rigtige publikum om slagets gang. De har en dobbeltfunktion. De fortæller, hvad hovedrolleindehaveren gennemgår, og de tilbyder et rum for refleksion for publikum. I A Play er de videreformidlere af selve teatret, black boxen, det fysiske sted, vi befinder os.
Ida: Grunden til at vi blev interesserede i koret var, at vi ville undersøge black boxen i sig selv; som en genstand, koret kunne være mediator for. Når vi siger black box, tænker vi ikke på scenen som isoleret fra publikum og publikumsopbygningen. Det er hele rummets funktion, koret medierer.
Hvorfor er teatret/black boxen interessant at undersøge i en nutidig kontekst?
Ida: Vi er mest interesseret i de klimamæssige udfordringer, vi står over for. Her kommer begrebet ecology ind, som stammer fra det græske ord oikos, som betyder ’hus, familie, husholdning, bolig, leveområde’ – altså det sted, du har hjemme. Heri ligger der for os en invitation til at kigge nærmere på sted. Vi har også tidligere været meget optaget af ’what is down’, fordi man koreografisk sjældent bevæger sig meget nedad, i hvert fald ikke under jorden. Man kan godt øve sig i at falde; fald har faktisk været et helt kapitel inden for moderne dans, måske som reaktion på ballettens luftspring… Men hvordan bevæger man sig egentlig ned i det rum, som findes under vores fødder? Så A Play er også en udvidet undersøgelse af vores optagethed af dét under os.
Marie-Louise: Derfor har vi også været meget optaget af jord. Jonathan Bonnici, som er performer i A Play lå på en jordseng i tre dage som en del af vores fælles research. Da han rejste sig igen, havde han set en række earth faces; han så ansigter aftegnet i den jord, han lå på, og den undersøgelse pegede også hen på koret, som på en måde opstod fra det. Tidligere har vi også arbejdet med et begreb som bodyhost, som er, at performerne ikke påtager sig en karakter, men er kanaliserende kroppe, og igen var der et direkte link til koret.
Ida: I det økologiske paradigmeskifte, vi globalt forsøger at bevæge os igennem, ligger der en udfordring i at forstå os selv som forbundne og ikke isolerede individer. Til researchen omkring jord læste vi også tekster om folkeslag, der stadig den dag i dag ikke forstår sig selv om isolerede individer og fx ikke kan tale om sig selv som enestående, den mulighed findes simpelthen ikke i deres sprog. Hos dem er man aldrig adskilt fra helheden. Så der kom hurtigt billeder af en gruppe. Også fordi jord er så kompleks en økologi med mineraler, dyr osv. Jord er ikke en isoleret singulær ting. På samme måde kan man også se på teaterrummet som en kompleks økologi med mange forskellige komponenter, hvor performere og publikum bare er to komponenter blandt mange andre. Det er også det, vi undersøger med I-IR’s tilknytning til decentraliseret koreografi. Vi prøver at bevæge os væk fra os selv som naturligt centrum.
Kan I på den baggrund uddybe det praskisbaserede arbejde?
Ida: Det praksisbaserede arbejde står i modsætning til de forestillinger, der skal kunne gentages nogenlunde ens hver aften. Normalt er succeskriteriet, at forestillingen ikke forandrer sig for meget. I det praksisbaseret arbejde er det, man ser som publikum, ikke en færdig tekst eller intention. Det, man ser, er performere, der er i gang med at undersøge noget, mens de er på scenen. Den undersøgelse er ikke blevet afsluttet i prøveforløbet, men foregår sammen med publikum. Det er et andet blik, en anden relation. Man ser nogen gøre noget, og det er ikke sikkert, at de lykkes med det, de gør, men det er heller ikke succeskriteriet, at de skal lykkes, for i en undersøgelse opstår der altid noget interessant lige meget, hvilken vej det går. Det kan være uforudsigeligt og lidt akavet – især i en kultur- og teaterverden, der hylder det perfekte. Men for os er der en styrke i risikoen og i at arbejde på den måde. Der opstår en sårbarhed og intimitet.
Marie-Louise: Det udspringer af vores interesse i netop scenerummet, og det man deler her og nu. Hvad er det, vi mødes omkring? Hvad er det, der er på spil? Hvornår er det, rummet kan rykke sig? Det kan det jo ikke, hvis det hele er fastlagt på forhånd. Disse spørgsmål har gjort det nødvendigt for os at arbejde praksisbaseret.
Kan I give et andet eksempel på en praksis ud over whisper? Hvilke andre praksisser er der i A Play?
Marie-Louise: I A Play har vi også arbejdet med en story-praksis. Vi er ikke sikre på, at den bliver en del af værket, men den har været vigtig for vores forståelse. Vi har lavet en visualisering ind i det sted, man er, men ud fra ens eget subjektive udgangspunkt. Vi har arbejdet på, hvordan man kan skabe et fiktivt rum sammen, hvis performerne forbinder sig til det samme sted. Performeren kan give en information, fx ’kirkens vægge har ekko’, og så kan de andre bygge videre på det sted. Rejsen har været at bevæge sig ind i lagene under sig. Det er det her sted, man oplever fra. Man har kunne tale et fiktivt sted frem, som netop er ét af grundelementerne i teatret, at vi leger, at vi er et specifikt sted, og at det kan tales frem via vores ord som i det græske drama og også hos Shakespeare for den sags skyld. Vi har prøvet at undersøge de lag, der findes i black boxen. Hvad ved vi om det sted?
Ida: Den måde at undersøge på er det gennemgående for vores værker. Der er altid en praksis i spil, men den har forskellige muligheder i sig. Whisper-praksissen har mange facetter, og det er en lang proces at formulere praksissens udvikling og finde ud af, hvad den kan og skal i værket.
Den koreografiske tænkning omhandler heller ikke kun det, performerne siger og gør, men netop hvordan vi transporterer opmærksomheden fra rummet over til, at man som publikum forstår, at man selv er blevet genstand for praksissen. Det er den generelle dramaturgiske bevægelse, vi går igennem sammen. Det kan også inkludere lydlige lag eller lyset og er en praksis, som ikke kun sidder i performerne, men i alle lagene.
Hvad ønsker I at forestillingen A Play skal få publikum til at tænke over?
Ida: Vi er jo slet ikke færdige og har selv en masse spørgsmål oppe i luften. Fordi vi undersøger teatret og black boxen, er vi lige nu optaget af ruiner. Vi har fx mursten på scenen som en reference til det græske teater. Man kan også tænke teatret som en kulturel ruin. Det er både et minde, men er også noget, der kan lede tankerne ind på fremtiden. Teatret har altså en dobbeltretning. Hvad gør teatret ved vores fantasi? Kan vi mærke os selv, og hvor vi befinder os, når vi er i det? Det var i sit græske udgangspunkt et grundlæggende demokratisk rum, men udspringer også af en bestemt relation til verden, et bestemt verdenssyn med mennesket i centrum. Dette verdenssyn er kraftigt udfordret i dag, hvor vi ved, at vi ikke har fuld kontrol over jorden, og at vi ikke er de eneste, der skal tages hensyn til, fordi vi indgår i et meget komplekst økosystem. Hvad er så teatrets berettigelse i dag?
Marie-Louise: I I-IR har vi altid beskæftiget os meget med nuet, og teatret er på en måde en uendelighedsmaskine af nu’er. Lige nu er vi i I-IR mere interesserede i forankringen til et specifikt sted. Har vi som mennesker mistet følelsen af at være et specifikt sted? Er vi hele tiden i potentialet? I andre virtuelle tider? Og væk fra dér, hvor vores krop rent faktisk befinder sig? Og bidrager teatret til denne spaltning og hiver os ud af vores kontekst, eller kan det netop vise tilbage til den konkrete virkelighed og hjælpe os med at forbinde os til dér, vi kropsligt er til stede i et nu?
Og hvis teatret er drømmenes sted og tænkningens sted, betyder det så, at vi ikke har plads til drømme og tanker ellers i vores liv? Har vi fået isoleret det til dette lukkede rum?
Ida: A Play er på en måde en metakommentar til teatret som sted. For vi er nødt til at have et kritisk blik på de institutioner, der indrammer de kunstneriske processer. Ellers kommer vi bare til at reproducere os selv. De gode historier skal finde de nye rammer og det nye sprog for at kunne lave et reelt skifte, for ellers vil vi altid stå over for en fjerde væg – den, der i teatret adskiller fiktionen fra publikums virkelige verden og den forståelse af os selv, som vi altid har haft.
Marie-Louise: Vi er selv skolede i at arbejde i og skabe til black boxen, så vi stiller også spørgsmål til både teatret som sted og til vores egen praksis. I A Play giver vi ikke forslag til, hvordan man kan lave teater på en anden måde i black boxen, det er mere et reelt spørgsmål om, hvad der er muligt i black boxen?
Tiden er løbet ud og samtalen slutter, men mit hoved summer af tanker. Jeg har forstået, at A Play udspiller sig både mellem publikum og performer og i samspil med alt andet, der er til stede på stedet. Så det, man som publikum oplever, er altså ikke en færdig tekst og en koreografi bestående af fastlagte trin, men man bevidner performernes undersøgelse af stedet på scenen, og på den måde taler forestillingen ind i en klassisk performancetradition, hvor hver aften er ny.
Jeg forstår også, at A Play handler om den udfordring, det er, at forstå os selv som forbundne med hinanden og ikke som isolerede individer, og at forestillingen sætter spørgsmålstegn ved, hvilke nye fortællinger der kan opstå inden for de eksisterende stedlige strukturer.
Jeg glæder mig personligt til en forestilling i bevægelse og til at blive konfronteret med muligheden for et fælles fysisk sted.
