Medvirkende
Mette Riise, Ida Østman, Aspasia Balta, Mikkel Galløe, Maria Theresa Leth Clante, Molly Haslund
Location
Husets Teater
Time
22/2 -19/4 2024
Genre
VR performance
Virtuel Vals
af
Molly Haslund
Gratis adgang i forbindelse med festivalen Managing Discomfort
Virtuel Vals er en musikalsk performance, som handler om den stemning og optrapning af nerver og energi, der ofte er til stede i minutterne inden der skal præsteres på scenen – og de ritualer der udføres for at komme dem til livs; Nogle skriver postkort eller mediterer, mens andre spiser en ost. Centralt i værket er en lille gruppe maskerede performere, hvis rolle ingen helt ved hvad er, men hvis tilstedeværelse minder os om at vi alle sammen ligner hinanden lidt.
MOLLY HASLUND
Molly Haslund er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i 2005. Hendes værker spænder over selvbiografiske og musikalske optrædener, scenografiske installationer, sociale skulpturer og koreograferede gruppeperformances i det offentlige rum. Med skiftende strategier undersøger hun, hvordan identitet, sociale hierarkier og normer er tæt forbundne med og forhandles via kropslig gestik, kulturelle ritualer og indretningen af vores omgivelser.
Molly Haslund har udstillet og opført sine performances ekstensivt i Danmark og i udlandet. Hendes værker er repræsenteret i offentlige samlinger på SMK Statens Museum for Kunst, Museet for Samtidskunst i Roskilde og i skulpturparken Wanås Konst i Sverige.
MANAGING DISCOMFORT PERFORMANCEFESTIVAL
Toaster og Live Art Danmark præsenterer i foråret 2024 performancefestivalen MANAGING DISCOMFORT, som inkluderer en række danske og internationale kunstnere, hvis værker har fællesnævneren, at de alle omhandler et ubehag, men bearbejder det med omsorg og humor.
Festivalen strækker sig over syv uger og hver uge præsenteres to nye performances, der opføres som double-bill på Husets Teater. Det betyder at én billet giver adgang til begge performances, der er adskilt af en kort pause.