
Forestillingen præsenteres af Det Frie Felts Festival i et samarbejde med Toaster.
I am Mephisto er en koreografi-baseret mixmedia soloperformance, hvor en kvindelig danser kombinerer huslige opgaver som havearbejde og tøjvask med store spørgsmål omkring kunstnerens rolle og funktion i samfundet. Hvad skal der til for at være en vellidt kunstner? Hvordan opnår man succes og berømmelse? Annika KompArt deler humoristisk ud af sin personlige historie, men italesætter samtidig det paradoksale i, at det kan føles som et krav at være personlig og selvudleverende for at blive accepteret som kunster i scenekunstbranchen. Forestillingen refererer til forfatteren Klaus Manns Mephisto fra 1936 og berører spørgsmålet om, hvilken pris kunstneren vil betale for sin berømmelse.
I am Mephisto er oprindeligt en afgangsforestilling fra MA-programmet i koreografi på Den Danske Scenekunstskole.
Annika KompArt er koreograf og danser. Hun har en MfA i performing arts fra Den Danske Scenekunstskole, København.
Sprog: På engelsk
Varighed: 30 min.