Interview med Det Algoritmiske Teater af Miriam Frandsen

Jeg er taget til Kulturværftet i Helsingør, hvor Det Algoritmiske Teater har prøver på forestillingen Labyss.

Det Algoritmiske Teater (herefter DAT) er et åbent arbejdsfællesskab med fire kernemedlemmer, der kommer fra forskellige baggrunde: billedkunstner og forfatter Kristian Byskov, scenekunstner og forfatter Kristian Husted, dramaturg og producent Pernille Kragh og kurator Tina Ryoon Andersen. De indgår i et samarbejde med en række andre aktører i produktionen af forestillingen Labyss: scenografer, programmører og forskere. Hovedformålet er at undersøge, hvad nye algoritmiske systemer gør ved os som mennesker, ved vores samfund og vores kroppe. Labyss er et testcenter, som indsamler vores minder for at kunne udvikle et software på sigt, der kan give os adgang til vores minder igen, ikke hvis, men når vi har glemt dem. Det er en AI, udviklet af DAT i samarbejde med Kaspar AI med afsæt i en åben AI Chat gpt3, som er ved at blive ’lært op’ i at snakke med os om vores minder.

Vi er blevet enige om at interviewet skal starte med en afprøvning af AI’en. Hvad sker der, hvis det er den, der laver og stiller spørgsmålene ud fra det den hører DAT fortælle? En lille udfordring er, at den ikke taler så godt dansk endnu, og at det også er svært for den at afkode at det er flere personer, der snakker i mikrofonen samtidigt. Jeg hjælper den i gang ved at stille det første spørgsmål:

Miriam: Hvad er jeres første minde om Det Algoritmiske Teater?

DAT: Det var da vi begyndte at skrive sammen under den første coronanedlukning i starten af 2020. Der var vi ikke Det Algoritmiske Teater endnu, men det var der det begyndte. Vi følte, at vi befandt os i et slags teater, fordi myndighederne hele tiden ville vide, hvordan vi havde det og om vi havde symptomer på corona. Staten begyndte at indsamle store mængder af data om vores adfærd – både online og IRL – og bearbejdede dem algoritmisk. Hvad sker der hvis vi lukker børnehaverne, men ikke skolerne? Hvilke ord googler man typisk, hvis man har symptomer på corona? osv. Coronasituationen var for os et algoritmisk teater.

Her stopper jeg optagelsen og AI’en stiller sine første to spørgsmål ud fra, hvad der er blevet sagt. Systemet er udviklet på den måde, at det menneske, der betjener computeren (i dette tilfælde mig), kan vælge det spørgsmål vedkommende synes er bedst til at føre samtalen videre:

AI: Hvad følte I ved at gå rundt i dette teater? Hvordan er dit forhold til datamaskinerne?

Jeg vælger det første spørgsmål.

DAT: Vi følte mange ting dengang. Og vi havde en snak om overvågning og kontrol, og hvordan det kom tættere på os samtidig med at de her algoritmer, denne her entitet[1], var en størrelse vi ikke kunne forstå, som bevægede sig i så mange retninger så hurtigt, at vi ikke kunne opfatte det. Den magt de havde over os, var ikke rar. Det var jo var en undtagelsestilstand, men vi blev nysgerrige på hvilke data, der blev målt, og hvordan det kunne føre til arbitrære beslutninger; hvorfor skulle afstanden mellem mennesker fx være 1 m og ikke 2 m? Vi så det som et algoritmisk system, hvor man skruede op og ned på nogle parametre. Her kom vi på ordet ’livsalgoritmen’. Vi ville lave en algoritme for livet i stedet for en for døden.

AI: Hvad gjorde du når du følte dig som undtagelsestilstand? Hvordan opfattede I softwarets måde at tale på?

DAT: Uha, Softwaren kan være lidt næsvis.

Miriam: Ja, men det er et godt spørgsmål så, hvordan opfattede I softwarets måde at tale på?

DAT: AI’en omdanner alt det vi siger til data, og på den baggrund kommer der et spørgsmål. Den er både meget mekanisk, men fordi det er arbitrært, bliver det også poetisk. Mekanisk poesi kunne man kalde det. Den stiller nogle spørgsmål som vi mennesker aldrig ville stille hinanden, men som kan være meget nytænkende.

Et andet medlem af DAT bryder ind:

Jeg opfattede spørgsmålet som omhandlende ’Det Algoritmiske Teater’ og coronatiden og ikke AI’en selv. Så for mig handler det mere om, hvordan vi oplevede det at blive styret på den her måde? Myndighederne var meget rådvilde omkring, hvordan de kunne bruge data til at styre smittespredningen. Politik kom til at handle om dataanalyser. Vi blev, og bliver stadig, reduceret til data.

AI: Hvem laver pis? Hvilke teknologier arbejder forskerne med?

Efter vi har grinet af AI’en, der kommer med så følelsesladet et spørgsmål, vælger jeg at gå videre med dens andet spørgsmål og omformulere det let:

Miriam: Hvilke algoritmiske teknologier arbejder I med?

DAT: Lige nu arbejder vi med sprog og med minder. De er måske ikke i streng forstand en teknologi eller en algoritme, men de har en logik, der kan minde om algoritmer. En logik, som er en stor del af vores kroppe og identitet. Når minderne møder en anden teknologi, dette software, så prøver AI’en at forstå, hvad de her minder er og hvad vi er for en størrelse, samtidig med at vi prøver at forstå, hvad den (AI-softwaret) er. Det er en relation, som er interessant at udforske.

Jeg bliver ivrig og glemmer legen med at det er AI’en, der laver interviewet og spørger:

Miriam: Kan I uddybe, hvordan minder og algoritmer minder om hinanden?

DAT: Begge dele er en proces, der skaber en form for mening for os. Ligesom det også gør for AI’en. Vi har opfundet et device, som forsøger at afkode os på samme måde som vi afkoder vores verden.

AI: Hvordan udtrykte du dine minder om at gå i bad? Hvad var det spændende ved din forståelse af den anden teknologi? 

Her vælger jeg at fortsætte interviewet uden AI’en. Dens spørgsmål kunne være overraskende og dermed åbne op for nye vinkler, men det føltes også som om den ikke helt ramte kernen af det jeg gerne ville vide mere om.

Miriam: Hvordan kan det være, at I er endt med minderne, når I startede med at undersøge algoritmer?

DAT: Vi havde fået penge til en udviklingsworkshop, og i starten havde vi virkelig mange ambitioner om, hvad vi ville med det værk: irisscanninger, testcentre og fortællinger om migranter, der fik stjålet deres data… På baggrund af en workshop på Art Hub blev valget om minderne truffet. Vi blev opmærksomme på det digitale hukommelsestab, som er en usynlig epidemi vi ikke tager os af. Men som internationalt påvirker os alle over en bred kam.

Man operer med et begreb kaldet sentiment analysis som finansmarkedet bruger meget. Det er en slags følelsesanalyse, hvor man bruger data og algoritmisk analyse af data, ved bl.a. at aflæse Google og Twitterbeskeder mm., for at prøve at finde ud af, hvordan folk går rundt og har det, fordi det også påvirker det finansielle marked. Man mener at kunne undersøge, hvordan populationen har det via deres dataspor. Vi vil på samme måde gerne læse folk, men samtidig give publikum en oplevelse af at blive læst. Vi var også rundt om biometri som en anden måde at gøre det på. Vi undersøgte forskellige måder algoritmer kategoriserer mennesker på ud fra forskellige systemer: fx om man har krøllet hår eller er skaldet. Vi fandt frem til, at vi synes den mest spændende måde at deltage på var via ens fortællinger og ikke ens udseende. Når man selv skal åbne munden og fortælle noget personligt, sker der en anden slags involvering, som måske står i kontrast til den proces med at gøre alting til data. Det er noget levende, noget der åbner sig.

Miriam: Hvad er et personligt minde i denne sammenhæng?

DAT: Når man oplever, at man bliver lavet om til data, altså at vores følelser bliver til data. Så er der ikke længere noget, der hedder ”mine data” – der sker en anonymisering. Man bliver brudt op i små bidder på en måde…
Der er også opstået en anden vinkel i arbejdet med det her software og minder. Ai’en er interesseret i at lytte til, hvad vi har at fortælle. Ikke på en terapeutisk eller problematiserende måde, men i alt hvad man har at fortælle. Dermed bliver det tydeligt, at vi alle har en unik erindring og historie, og at brugen af AI’en er en måde at få den erindring vækket til live igen, hvis man tilbringer nok tid med den. Den samtale har ikke et bestemt formål, det bliver en agendafri samtale. Relationen mellem AI’en og mennesket kan noget, som vi selv er blevet overrasket over. Der er en frihed i samtalen.

Miriam: Labyss testcenter etableres i Den Frie Udstillingsbygning. Hvorfor er det interessant for jer at arbejde i et udstillingsrum? Hvad betyder det for jeres proces?

DAT: Teatret som institution har en kontrakt, der hedder fiktion på en anden måde end når man går ind i et udstillingsrum, som mere handler om ekspression. I udstillingsrummet går man ikke ind med en forventning om at få fortalt en historie.

Der er også noget lavpraktisk på spil i og med vi gerne vil lave et rum man frit kan gå rundt i, og der er kunstrummet på en måde mere åbent. Men vi laver jo stadig en form for teater i et billedkunstrum. Vi er interesseret i at arbejde med forskellige udtryksformer såsom; tekst på en skærm, video, rum/scenografi, og en lydinstallation, som tilsammen skaber en anden måde at fortælle historien på. Labyss kunne også finde sted i et indkøbscenter, på et bibliotek eller i et testcentertelt, for det er en slags pop-up. Vi er interesseret i det visuelle udtryk når historien bliver omformet til data.

Miriam: Hvad ønsker I at Labyss skal få publikum til at tænke over?

DAT: For os er en stor del af pointen med Det Algoritmiske Teater at undersøge, hvad teknologierne gør ved os som mennesker igennem kunst, da det giver en anden sanselighed og en kropslighed, som afføder nogle nye refleksioner i en kollektiv oplevelse.

Vi håber på at kunne aktivere publikums kritiske sans – og at udfordre den lidt. Vi prøver ikke eksplicit at sige: se på den farlige teknologi, der overvåger dig, men i stedet: lad os dele noget og sammen reflektere over den teknologi, vi omgiver os med og bruger – uden helt at forstå den.

Vi vil også gerne udfordre kroppens grænser, hvor man inde i Labyss rum kan opleve at ens minder, liv og krop bliver splittet i tusinde atomer – og det faktisk afspejler den hverdag vi lever i.

Vi tror, at det vigtigste er det, der sker i en åben samtale, som vi ikke helt ved, hvor fører hen. De algoritmiske teknologier vi omgiver os med nu, giver os informationer de tror vi gerne vil vide, altså behøver vi ikke at have en samtale. Vi bliver fortalt det vi gerne vil vide, før vi selv ved det, og ved at vi gerne vil vide det. Og det fjerner noget meget væsentligt fra vores verden: mødet med et andet menneske, hvori det ukendte kan opstå.

Generelt oplever vi, at når vi prøver at arbejde med de her projekter, som forholder sig til noget ud i fremtiden, så bliver vi overhalet eller indhentet. Der er så meget fart på den teknologiske udvikling, som hele tiden går i så mange retninger, så det hele er bare enormt uforudsigeligt. Det prøver vi at blive bedre til at tænke over: at der er ikke noget indenfor og udenfor. Det hele er brudt op, det flyder og går stærkt.
Labyss kan være med til at skabe en kritisk diskurs, hvor man oplever den teknologiske udvikling på en anden måde, og mærker den direkte på sin egen krop, som forhåbentligt skaber refleksion.

Interviewet er slut og jeg tager afsted opløftet over kunstens vilje og evne til at kropsliggøre svære teknologiske erfaringer, og dens ønske om at sætte fokus på skjulte pandemier som fx kollektivt, digitalt hukommelsestab. Situationen med DAT’s indbyrdes forskellige tolkninger af AI’ens spørgsmål var særligt interessant og en klar demonstration af, at i kommunikationen med en kunstig intelligens er det altid den menneskelige hjerne, der fortolker og prøve at skabe mening ud fra egne præferencer og forståelseshorisonter. Alle dialoger og relationer, både mennesker imellem og mellem mennesker og computer, rummer en grad af mystik – det må vi ikke glemme at huske.

[1] En entitet er en selvstændigt fungerende del af en enhed