
Performance foregår sammen med 'Grenzfrequenz – Fluktuierendes Geflüster – Phantom Streams' af Alexander Tillegreen
Leonie Strecker (*1995, DE)
Point of Passage (Terminal), 2024, Performance
Point of Passage (Terminal) (2024) præsenterer et spekulativt akustisk landskab, hvor forskellige stemmer træder frem: stemmer som er optaget, manipulerede, spredte, syntetiserede eller opløste, og bragt sammen fra forskellige steder og tider, forbundet med hinanden eller revet fra hinanden. Performeren manipulerer den elektroniske lyd med sin stemme, omend stemmen ikke er hørbar for publikum. På subtil vis kontroller hun lydens form, søger efter en relation til den og griber ud efter samhørigheder og erindringer i den. De stemmer man hører har alle forskellige forbindelser og grader af nærhed til hende selv: Det er hendes mor, en underviser, en antik optagelse af en gammel kastratsanger, anonyme masser, en præst, folk der går forbi på gaden. Ved at udforske sit forhold til alle disse stemmer og den form for magt, som de udøver på hende, søger hun at slippe ud af deres immanente strukturer og skabe tekniske kortslutninger mellem erfaring og erindring, virkelighed og fiktion.
________________________________________________________________________________________
Leonie Strecker er komponist og lydkunstner. Hendes arbejde omfatter elektronisk og elektroakustisk musik, kompositioner for solister og ensembler samt performances og installationer. Hun udforsker ideer omkring hybriditeten af form, nærvær og fravær, forbindelsen mellem hukommelse og erfaring og betydningen af konkret og syntetisk lyd. Hendes værker er blevet vist på La Biennale di Venezia, Venedig; Audio Art Festival, Krakow; Musikprotokoll Festival, Graz; Kunstpalast, Düsseldorf; Kunstsammlung NRW, Düsseldorf; De Singel Kunstcenter, Antwerpen; ZKM, Karlsruhe, blandt andre. Hun bor og arbejder mellem Wien og Düsseldorf.
________________________________________________________________________________________
Artificial Optimism er en udstilling om futurismens resonanser i samtidskunsten, som kan opleves på Den Frie Udstillingsbygning fra 24. aug. – 27. okt. 2024. I løbet af udstillingsperioden vil der løbende afholdes performances og koncerter af de udstillende kunstnere. Performance var central for futurismen og programmet er inspireret af de aftener og eftermiddage som futuristerne afholdt mellem 1909 og 1914, hvor de præsenterede kombinationer af oplæsninger, lydkunst, happenings m.m. Deltagelse i performanceprogrammet er gratis, når billet til udstillingen er betalt.
Udstillingens performanceprogram er udviklet i regi af Toaster, der er et samarbejde mellem Husets Teater og Den Frie.