
en megaloman iscenesættelse
Staten er ikke traditionelt teater. Der er ingen skuespillere, ingen scenografi og ingen lineær fortælling. I stedet inviteres publikum med live on location på stedsspecifikke lokationer i København. Hver episode rummer personlige fortællinger fra statens borgere på tværs af samfundslag – herunder embedsmænd, jobkonsulenter, bankrøvere, migranter og aktivister – og spænder fra det dybt personlige til det systemiske.
Mød bl.a. Ole, en konventionel landmand, i Territory på Den Hirschsprungske Samling, eller hør Rikke og Helene i Hænderne Fulde dele deres personlige fortællinger om systemiske svigt og kampen for inklusion i dagtilbud til børn med særlige behov, eller kom med Kevin på køretur i hans barndomsgader i Heat, når han fortæller om sine mange bankrøverier.
Staten tegner et kalejdoskopisk portræt af staten som fællesskab og konstruktion – en undersøgelse af de strukturer og værdier, der binder os sammen i en tid præget af polarisering.
Med inspiration fra streamingtjenester kan publikum abonnere på Staten for 129 kr/md, i stedet for at købe billetter til de enkelte episoder. Med et abonnement kan man frit vælge mellem episoderne, man vil opleve, hvilket gør det til en fleksibel og nyskabende måde at opleve scenekunst på. Episoderne foregår live on location og kan opleves både enkeltvis eller som en samlet rejse gennem statens mange facetter.
Sådan gør du:
1. Tegn abonnement på STATENs hjemmeside.
2. Book pladser til de episoder, du vil opleve.
3. Mød op på lokationen og oplev Staten
Læs stort interview i Peripeti med Fix + Foxys Tue Biering og Toasters Miriam Frandsen om Staten
_________________________________________________________________________________
Om Fix+Foxy
fix+foxy har produceret teater i over et årti – både i klassiske teaterformater, lydforestillinger og digitale formater. Deres arbejde er drevet af nysgerrighed og et ønske om at producere komplekse narrativer igennem legende, underholdende og tilgængelige formater, alt imens de udfordrer fordomme, forudindtagede holdninger og misforståelser vi har om hinanden og verden omkring os.
fix+foxy adresserer den tid, vi lever i, ved at involvere publikum og fortælle historier om de mennesker, som skaber vores samfund. De inviterer folk på scenen, som sjældent bliver præsenteret eller repræsenteret i scenekunsten, fordi de tror på, at de kan gøre en forskel, når mennesker mødes ansigt til ansigt.
I 2022 modtog fix+foxy kunstneriske leder og instruktør Tue Biering Kronprinsparrets Kulturpris.






