
Med Triptykon II – Udflugt tager DANSEatelier midlertidigt ophold på Den Frie Udstillingsbygning med et koreografisk værk skabt i en kollektiv process.
Værket inviterer publikum på en picnic ind i dansen som den udfolder sig i de 6 tomme udstillingsrum. En gruppe af dansere tager på tur ind i hinandens bevægelser; lader sig føre af fælles og egne strømme igennem et landskab af energetiske floder, parker og grotter. Værket er et møde mellem kroppe og fiktioner, hvor ruter karves og rum væves sammen. Triptykon II – Udflugt er et værk, hvor universer dukker op parallelt, ved siden og forskudt af hinanden; et væsen, et blik, et ekko, en puls. Publikum inviteres til frit at bevæge sig rundt i galleriet – slå sig ned og vente på dansen eller følge i dens kølvand, som det bevæger sig igennem rummene – altid i samme retning.
Projektet Triptykon er initieret af DANSEatelier og det er, som titlen antyder, et værk i tre dele: Triptykon I – Vandmærke fandt sted i september 2021, Triptykon II – Udflugt realiseres marts 2022 og Triptykon III realiseres maj 2022. Alle dele opføres i Den Frie Udstillingsbygning med gæstespil på Inkonst, Momentum og Åben Scene.
DANSEatelier er et dansekollektiv bestående af 11 medlemmer med base på Nørrebro i København. De 11 dansere, koreografer og performere mødte oprindeligt hinanden på Den Danske Scenekunstskole.
DANSEatelier er ét af Toasters huskompagnier – Læs mere




