Interview med Norpol af Miriam Frandsen 

Norpol er midt i skabelsen af performanceinstallationen I trust you som har være længe undervejs og haft mange navne, men nu har fundet sit hjem hos Toaster. Jeg møder Daniel Norback og Seimi Nørregaard i deres lejlighed til en snak om kompagniets historie og den kommende performance installation, der får premiere på Den Frie udstillingsbygning d. 10. november.

Hvem er Norpol? Og hvad er grund dna’et i projektet?

Daniel: Selve navnet opstod fordi Erik Pold og jeg skulle på turne med en forestilling i England og manglede et navn. Og så var sammensmeltningen af vores to efternavne Norpol oplagt. Jeg har produceret performances i det navn siden 2003.
Norpols DNA er arbejdet med dokumentarisk materiale. Jeg er interesseret i de helt store politiske emner, som også nogen gange virker umulige at løse. Materialet bliver skabt ud fra interviews med relevante personer. Det biografiske er også kerne DNA, da Norpol ofte iscenesætter menneskers biografi. Det dokumentariske materiale bliver så omsat til en performance med mig som performer og evt. andre gæsteperformere, og tolket ind i et visuelt rum af Seimi som har været med i alle projekterne som scenograf og billedkunstner.

Seimi: Daniel står for ansøgningsarbejdet og er projektleder og altid performer, men jeg er med til at udvikle koncepterne, nogle gange bare støttende i forhold til Daniels ideer, som i performancen Arbejdskraft (2021), hvor der var brug for en scenografi, og andre gange mere medudviklende i forhold til udvikling af fortællingen.
Det visuelle spiller en stor rolle, noget der ellers kan føles fjernt og uvirkeligt, bliver sat ind i en rumlig og sanselig kontekst. Det uvedkommende bliver mere vedkommende fordi man er fælles om en fysisk situation.
Vi arbejder meget i fortællingen med at blande virkeligheden og fantasien. Det interesserer os at undersøge hvilke forestillinger vi selv og publikum har om noget, fx om Rusland. Vi bruger også nogle gange løgnen som middel til at provokere vores forståelser af hvad der er sandt og falskt, fx i Teheran mon amour (2012). Det er kunst vi arbejder med, så der er ikke noget der er sort hvidt. Publikum er nødt til selv at være med. Vi ved ikke helt hvilken person Daniel er og det sætter et spejl op foran os der ser på. De vigtige politiske emner rummer en moralsk stillingtagen. Vi ved godt hvad vi burde mene, at vi burde stå op for andre mennesker, men performance personaen kan vise os nogle sider, hvor vi ikke er så gode til netop det, at handle. Vi har de korrekte holdninger men det er virkelig svært at handle, når det kommer tæt på os selv. Så den lille løgn er god til at spejle for publikum hvornår de egentlig selv er sandfærdige. Og hvornår er vi som kunst- og kulturarbejdere med vores moralsk hat, det selv? Vi ved godt hvad vores holdninger bør være, men hvis vi kikker rigtig godt efter, kan det være svært at efterleve.

Daniel: I trust you bliver nok mere sanddruelig. Det er fordi jeg er nødt til at have mere respekt over for de folk jeg arbejder med, fordi det måske sætter deres sikkerhed på spil at være med. Så derfor skal jeg gå mere varsomt frem. Vi har arbejdet med dette projekt længe, fra før krigen i Ukraine brød ud og dengang hed det From Russia With Love, men det blev simpelthen for ironisk nu. Konceptet har udviklet sig, så det nu er blevet en meta historie hvor jeg selv er på spil, men min egen reelle historie om at ville arbejde med russiske kunstnere. Min historie kan forhåbentlig afspejle noget at det man går og føler generelt når man betragter en person fra Rusland nu og undersøge hvad krigen gør ved den forestilling man har? Putins styreform har været der i rigtig mange år, han er blevet stemt ind, nok ikke helt lovligt, men han har en støtte i det Russiske samfund. Så tankerne har være der før, men krigen har sat det hele på spidsen, også følelsesmæssigt.

Hvad er den kunstneriske motivation for at lave I Trust You? Hvordan opstod ideen?

Daniel: Det har været en lang rejse. Den kunstneriske motivation er den samme som alle Norpols projekter, jeg er meget interesseret i menneskerettigheder og spørgsmål der omhandler demokrati. Og Rusland har optaget mig hele livet. Jeg er vokset op på Gotland som ligger tæt på Baltikum, som jo var Sovjet dengang, så jeg er vokset op med en nærhed til det sovjetiske imperium. Da Tjetjenien- krigene brød ud mellem 1994-99, blev jeg interesseret igen, og der var jeg utrolig alene, for der var ingen der snakkede om Tjetjenien. Jeg gik til møder og meldte mig ind i Tjetjenien-Komiteen og her mødte jeg mange som blev dræbt af det russiske FDB efterfølgende. Jeg var meget engageret og lavede også flere forestillinger hvor disse tematikker var med, fx Ondskabens Landskab (2005) Men det var aldrig en hel forestilling om Rusland. Putin har også altid særligt interesseret mig: hvordan han har ageret og er blevet behandlet med tillid, så længe. En russisk veninde sagde engang at jeg burde lave en forestilling der hed ’Putin og mig’. Og nu er alle optaget af det, da Ukraine åbenbart har mere gennemslagskraft end Tjetjenien havde internationalt.
Men ideen til I Trust You har været 4 år undervejs og startede med en anden russisk kunstner og aktivist. Jeg ville fortælle hendes personlige historie, der i sin egenskab af mor til slut må flygte fra Rusland, men det faldt på gulvet pga. forskellige ønsker til samarbejdet og problemer med gensidig tillid. Nu er projektet blevet mere åbent og har flere kunstnere med og også flere unge kunstnere. Så det handler ikke længere om en andens specifikke biografi, men netop om min egen i mødet med disse kunstnere.

Hvad er det for nogle parametre I er mest optaget af i forhold til performancen og udstillingen)? Hvad er det I ville undersøge/Udforske? Hvad er udfordringerne ved både at lave udstilling og performance samtidig?

Seimi: I I Trust You skal jeg skabe et rum der præsenterer nogle andre kunstnere. Så jeg er meget optaget af hvordan jeg kan gøre det og samtidig have en stemme selv. Jeg kikker på kunstnernes værker og får information fra insta og SoMe, hvor der er et stort flow af information især omkring de to fængslede kunstnere. Så jeg prøver at skabe et rum som præsenterer dem. Men også som et fysisk rum der ikke kun viser deres værker men også noget af det de drømmer om at opleve igen, eller længes efter. Jeg vil gerne skabe flere rum i rummet, fordi der netop er flere kunstnere med. Samtidig reflekterer jeg over, at jeg har en meget sparsom viden om hvem de konkret er. Jeg er nødt til at bygge det over den persona, der er blevet skabt af dem på internettet, som er en aktivist, kunstner og frihedskæmper, som andre støtter op om og dermed også er med til at skabe. Så det er ikke dem selv, men alle mulige andre der lægger deres ting ud og skriver tekster om dem, fordi de ikke selv har adgang pga. fængslingen, til at lægge ting ud. Så der er en form for fanskare omkring dem der støtter, og det er meget spændende hvordan jeg kan lade mig inspirere af det og trække det ind i rummet. For vi har ikke samme adgang til dem, som vi normalt har når vi går ud og interviewer folk, vi har kun adgang til dem via andres allerede fortolkere udgaver. Jeg er optaget af at skabe et rum der repræsenterer det og ikke dem. Hvordan er det at være konkret frihedsberøvet og ikke engang vide om man får en retssag eller ej? Den usikkerhed der ligger i det tænker jeg også er en vigtig del af det rum der skal skabes. De lever i et system man ikke kan stole på og det ved vi godt, men er fint at blive reminded om fysisk.
Der er mange stemmer med i værket som ikke er fysisk til stede, og så er der er en kunstner, Marina Karpova, der kommer og er med i rummet. Hun arbejder med ”hydro feminism” og det bliver et værk i værket. Vi får både originaler og kopier af værker i rummet, og dem kunne vi bare kikke på som til en almindelig udstilling, men I Trust You er sit eget værk. Det skal fungere som installation når der ikke er performance og vi tænker meget i de lag der kan blive i rummet, spor der bliver liggende, lyd og lys. Rummet skal kunne leve også uden performere i det. Så der bliver en animation af rummet, man kan sige at performancen fortsætter uden vi er der.

Hvad er det for en publikumsinteraktion I arbejder med?

Daniel: Jeg prøver at skabe kontakt til publikum og prøver at få dem til at involvere sig og selv blive en del af værket. Nogle af de konflikter der bliver udspillet, vedrører dem, så de er nødt til at placere sig et sted, og der er ikke noget der er rigtigt eller forkert, men det bliver en forhandling mellem publikum og spiller, og også mig som spiller og selve værket – et meta lag som er mere eller mindre tydeligt. Et eksempel fra Ondskabens Landskab, som vi lavede sammen med Erik Pold, var at vi inddelte publikum henholdsvis i de gode og de onde helt i starten. De måtte selv vælge og de var rimelig selvjusterende så det blev næsten altid fifty fifty, så det startede et humoristisk sted og så blev forestillingen mere og mere alvorlig. Humor er en vigtig del af Norpols performances, fordi den åbner op, og giver mulighed for at man senere kan få de svære spørgsmål på banen.

Seimi: Som publikum må man ikke føle sig fanget i forestillingen og tænke at hvis man ikke gør det her, eller leger med, så falder forestillingen til jorden. Derfor er det meget vigtigt hvordan Daniel er som person. Når han viser nogle af sine grimme sider samtidig med at han også er en sød person, kan vi også være der med vores egne skyggesider. For vi kan både grine af ham og identificere os.
I I trust you træder vi ind i en installation sammen – det rum kan blive større og mindre og vi kan både være tætte og blive overladt til os selv. Der vil både være en lecture og tidspunkter hvor publikum bliver inviteret ind i rummet.

Hvad ønsker I at I trust you skal få publikum til at tænke over?

Daniel: Vi vil genre have at publikum, når de går ud fra performancen føler sig lidt tættere på de her mennesker der kæmper for et andet Rusland end det vi oplever i medierne. Og at de tænker over begrebet tillid. Hvad skal der til for at vi stoler på nogen? Kan jeg stole på en der taler russisk? Vi synes det er skræmmende, når vi begynder at lave kasser vi putter folk i og så fx fordømmer og skærer dem over en karm.
Seimi: Og håbet må de også gerne have mærket. For det er jo håbefuldt at der er mennesker der gør oprør, som ikke vil leve under de forhold, selvom det er ’Against All Odds’.

Hvad vil det næste naturlige eksperiment være for Norpol i forlængelse af denne produktion?

Daniel: Vi er så småt begyndt at tænke lidt over turné med forestillingen og overvejer at spille på engelsk, så den er nemmere at rejse med.
Man kunne måske godt lave en nedskaleret udgave, men det er svært at sige noget om på nuværende tidspunkt. Det der kan være svært ved at turnere med samtidskunst som dette, der virkelig tager udgangspunkt i den virkelighed vi står i lige nu, er at politikken kan skifte i verdenen, og så er der pludselig en hel ny situation. Det skete fx med vores projekt Black Out (2009), som vi lavede sammen med Adelaide Bentzon, og som havde klimapolitik som tema. Så kom Obama og var med til COP15, mens vi stadig spillede. Topmødet blev et flop og fra da af snakkede man ikke om klimapolitik i Danmark og det blev umuligt at sælge forestillingen.

Jeg sidder tilbage med en følelse af at det er fantastisk vigtigt at arbejde med stof der er højaktuelt, selvom det også giver udfordringer i forhold til performance installationens levetid, netop fordi det kan sætte små ringe i vandet både i publikum men forhåbentlig også for de involverede kunstnere der gennem Norpols værk kommer ud til mennesker trods krig og fængslinger. Det handler nemlig ikke kun om Putin og Daniel, men også om alle os andre.