Interview med Hestnes / Popović af Miriam Frandsen 

Toasters huskunstnerduo Hestnes / Popović, bestående af den danske scenograf Freya Sif Hestnes og den norsk/bosniske skuespiller Marina Popović, havde premiere på SO FAR SO GOOD i Trondheim på norske Rosendal Teatret i november 2022. Nu rykker forestillingen ind på Husets Teater for at spille på engelsk i en lettere justeret udgave. Scenografien er tilpasset et helt nyt rum, Marina er i mellemtiden blevet gravid og skal have nyt kostume og indlære teksten på engelsk. Hestnes/Popovićs arbejdsmetode er netop udforskende og undersøgende, så de kan slet ikke lade være med at stille nye spørgsmål til deres eget værk og dermed blive ved med at udvikle performancen. Det er en kunstnerisk grunderfaring i arbejdet med teater og performance, i modsætning til andre mere fastfrosne kunstformer som litteratur og billedkunst, at man kun sætter midlertidige punktummer. ‘Så langt så godt’ rummer netop lettelsen over at have veloverstået noget ’farligt’, men samtidig også visheden om at rejsen fortsætter.  

Jeg møder dem til en samtale om deres arbejdsmetode og forestillingen SO FAR SO GOOD. 

Hvem er Hestnes / Popović? Og hvad er jeres fælles biografi?

Hestnes / Popović: Vi er en scenekunstduo, som er uddannet på Akademi for Scenekunst i Fredrikstad på henholdsvis scenografi og skuespil. Vi har begge tværfaglig baggrund, da Freya også er uddannet billedkunstner og Marina har en master i Cultural Memory Studies (Europæiske Studier) fra Trondheim.  

Vi har lavet tre produktioner sammen i alt. Den første blev skabt på skolen i 2016 og hed THERE IS A NOISE og har turneret siden, og den anden A MOMENT OF SILENCE kom i 2019 og var en stationær forestilling skabt til Rosendal Teatret. SO FAR SO GOOD er vores tredje forestilling, og denne gang er det en international co-produktion mellem Rosendal Teater og Toaster. Vi har derudover begge en selvstændig karriere hver for sig.  

Vi har fundet en fælles interesse i det dokumentariske, selvbiografiske og historiske materiale. Det er et scenesprog vi undersøger sammen, og som har givet os en platform for en praksis vi ikke kan udfolde andre steder. Den er skabt gennem alle årene og lægger sig også ind imellem de enkelte produktioner, hvor vi udvikler ideerne sammen i længere researchperioder. Alle vores forestillinger opstår ud af en kontinuerlig kunstnerisk undersøgelse. Sammen kan vi tillade os at gøre, hvad vi vil og har ’kun’ ansvar for hinanden. Vi forventer, at vi udfordrer hinandens ideer, men det er et trygt sted at være, hvor vi stoler på, at selv vores dårlige ideer kan få plads og blive samlet op. Den grundlæggende tillid gør, at vi kan være mere modige.

Når det er sagt, så er det også meget prekært at være en selvproducerende duo, fordi vi står med det hele selv. Måske er det derfor vi indtil videre kun har lavet tre forestillinger, fordi både strukturen skal skabes og økonomien skal findes på ny for hver produktion. Det gode ved at være selvproducerende er, at vi har brugt vores samarbejde med hinanden og de forskellige spillesteder, til at lære meget om det organisatoriske og har kunnet undersøge, hvordan man tilrettelægger en god proces. 

Hvad er den kunstneriske motivation for at lave SO FAR SO GOOD? Hvordan opstod ideen? 

Hestnes / Popović: Idéen udsprang af vores seneste forestilling. Vores tematikker i alle tre forestillinger er på en måde forbundne. De væver sig ind og ud af hinanden, og så er der altid nogle ting, der ikke er plads til eller som vækker en ekstra nysgerrighed, og det arbejder vi så videre med i den næste forestilling. Så de opstår meget organisk ud af vores kontinuerlige undersøgelse af vores historie og identitet.IA MOMENT OF SILENCE undersøgte vi bl.a. politiske ritualer, og der var en fortælling i den forestilling, som handlede om at tro på varsler, altså det overtroiske aspekt, at hvis man tror at noget vil ske, så risikerer man også at det sker. Fortællingen handlede om en kvinde fra Sønderjylland, der forudså genforeningen allerede i 1800-tallet. Hun kom med et varsel, som endte med at blive opfyldt og endda blev brugt politisk fordi Christian d. 10. red ind i Sønderjylland på en hvid hest, som var blevet yderligere kalket op til skinnende hvid, for at opfylde hendes profeti.
Og så er der også vores personlige baggrunde i henholdsvis Bosnien og Danmark, hvor vi er opdraget med forskellige ritualer, ordsprog og formaninger om, hvad man skal gøre for at undgå ulykker.   

Vi startede altså med at ville undersøge tegn og varsler, men mange af de ritualer vi kollektivt har skabt i samfundet, har handlet om at værne os mod det onde, så det er dét spor vi er blevet ved med at forfølge. Også fordi det ræsonnerer helt personligt i os. Vi arbejder mere med følelserne i tematikken end med et klart politisk udsagn, som forholder sig til en nutidig kontekst. Det er mere den grundlæggende, menneskelige eksistentielle angst, vi prøver at omfavne. Og samtidig taler det måske alligevel ind i en samtidig kontekst – netop fordi angsten fylder så meget i samfundet lige nu.  

Vi vil gerne bruge det fællesskab som teaterrummet er, til at dele vores fornemmelser af, hvad der sker i verden og prøve at få folk med ind i den undersøgelse.  

Hvad er det for parametre I er mest optaget af i forestillingen (scenografi, lys, lyd m.m.)? Hvad er det I har ville undersøge?  

Hestnes / Popović: Vi har en meget ikke-hierarkisk tilgang til alle parametrene i en performance. Der er ikke noget, der er vigtigere end andet, og alle elementerne er bærere af fortællingen med deres egen selvstændige stemme og ikke kun som underlægning. Vores tekstmateriale, som er det vi starter med, udspringer af videns- og erfaringsudveksling. Vi interviewer hinanden og andre. Vi fortæller hinanden historier og skriver dem om. I SO FAR SO GOOD er det første gang vi skelner mellem scene og sal, hvor vi i de tidligere forestillinger har skabt en scene som både publikum og performer er en del af. Lyden fylder også meget i denne forestilling, men den har faktisk altid været et meget aktivt element i vores værker. Vi ville denne gang gerne prøve at give lyden en endnu større plads, og inviterede Daniel Fogh med som lyddesigner. Det resulterede i, at vi i fællesskab udviklede det scenografiske koncept, hvor tankerne omkring lyden skabte præmissen for resten af rummet. 

Hvad er det for en publikumsinteraktion I arbejder med? Og hvorfor vil I gerne have publikumsinteraktion?

Hestnes / Popović: Den interaktion vi har med publikum, kobler sig til fællesskabet; at vi netop er et lille minisamfund sammen i teatret. Vi stiler ikke bevidst imod, at der skal være publikumsinteraktion, men det sker nok fordi vi er meget interesserede i at skabe et fællesskab. Det giver publikum i vores forestillinger en anden sanseerfaring. De sidder ikke kun i mørket og kigger, men har ofte også medvirket i et ritual, hvor man får noget at spise. I den første forestilling sad de med rundt om et stort bord og fik vafler. I vores anden forestilling ser publikum først på, men så opløses rummet og vi får skabt et sønderjysk kagebord og de ender med at sidde og synge sammen. Det opstår organisk fordi vi gerne vil tæt på publikum, så det kommer ud af de ritualer, vi undersøger og arbejder med. Hver forestilling er for os sin egen lille happening – sin egen fest – det er ikke traditionelt teater i den forstand. For det er ikke kun publikum, der møder kunsten, men også os, der møder publikum. Der er et element af kaos, noget man ikke kan forudse og kontrollere. Det er virkelig spændende at arbejde med.  

Som publikum hader vi ofte selv interaktivitet, så for os som kunstnere handler det om at skabe nogle rum, hvor man godt kan være med i det, og hvor der er plads til publikum i et trygt rum. Vi bilder os ind, at vi godt ville kunne lide at være med i vores egne forestillinger, fordi man er med som gruppe og ikke som individ. Vores scenesprog er også performativt, vi er til stede sammen med publikum og ikke inde i en fiktion. Publikum skal have en frihed til at trække sig tilbage, man må rigtig godt være med, men man behøver ikke. 

Hvad ønsker I at SO FAR SO GOOD skal få publikum til at tænke over? 

Hestnes / Popović: At vi behøver disse samlingssteder. Vi har undret os over, hvilke ritualer vi har nedarvet og hvordan vi bruger dem i dag. Hvilke små forholdsregler vi selv har dagligt for at undgå ’det onde’. Så vi undersøger vores identitet og de historier vi fører videre, for at vi kan sætte spørgsmålstegn ved om det er en identitet, vi ønsker at have? For at kunne ændre på noget må man først være bevidst om det, ellers handler man bare pr. automatik.   

Hele vores samfund tilbyder også et hav af nye ritualer til at bekæmpe angsten. Men det, der har vækket mest genklang i os, er de ritualer vi har overtaget, som er nedarvet i vores kultur og som vi bare reproducerer uden at tænke videre over det. Vi vil gerne bevidstgøre publikum om de symbolske handlinger vi omgiver os med.  

Hvad vil det næste naturlige eksperiment være for Hestnes / Popović i forlængelse af denne forestilling? 

Hestnes / Popović: Freya havde en drøm i nat om, at vi lavede en performance, hvor vi samlede en masse brænde og lavede et kæmpe bål udendørs på en mark. Måske det kunne være en nyfortolkning af Sankt Hans ritualet under kunstnernavnet Heksnes / Popowitch? Haha.  

I øjeblikket er vi også ved at undersøge, hvad det kollektive skriverum kan? Vi vil gerne åbne os op mod andre, men samtidig også holde fast i vores eget sprog, vores egen metode. Vi arbejder meget intuitivt og hvordan deler man det med andre? Så vi arbejder med længere forløb og andre procesformer og vil blive ved med at undersøge, hvad det kollektive rum kan: Hvad hvis lyddesigneren også er scenograf og scenografen også er medvirkende i forestillingen? Hvad kan der opstå når man kommer med et helt andet perspektiv ind i hinandens fagligheder? 

Interviewet er ved vejs ende, so far so good. Hestnes / Popović fortsætter deres undersøgelse, både på scenen sammen med publikum, men også i form af lange processer, som de også inviterer andre kunstnere ind i. Jeg glæder mig over det performative take på teaterrummet, samtidig med fastholdelsen af forestillingen som en fælles kollektiv erfaring, som både bekræftiger os i vores kultur og stiller spørgsmålstegn ved den.