Interview med Filip Vest
af Miriam Frandsen
Filip Vest er midt i skabelsen af sin nye forestilling Prøvedage til Rundetaarn. Jeg møder dem til en snak om deres kunstneriske virke og skabelsen af Prøvedage på Statens Værksteder for Kunst, hvor prøverne med de tre medvirkende performere er i fuld gang. Prøvedage får premiere i Rundetaarn d. 20. november og er både en performance og en udstilling.
Hvad er kernedna’et i dit arbejde? Hvorfor arbejder du som billedkunstner med performance?
Helt grundlæggende er jeg meget interesseret i alle de her fortællinger som vi har skabt om os selv som samfund og som individer. Det er alle de usynlige manuskripter, som vi bliver ved med at genopføre. Jeg er nysgerrig på alle de historier vi har fortalt, altså både de helt konkrete historier, der bliver fortalt gennem teatret, billedkunsten og litteraturen, men også de historier, som er blevet til love eller måder vi organiserer vores samfund på, og alle de uskrevne regler for, hvordan vi er i verden. Det er noget jeg bliver ved med at vende tilbage til. Det kan være fortællinger, der knytter sig til vores ideer om identitet i forskellige kontekster. Hvordan gør vi os selv læsbare for hinanden, og hvornår er det er vi misforstår hinanden? Arbejde er også et tema, der går virkelig meget igen i min praksis. Der er altid en eller anden måde at forholde sig til arbejde på: Hvordan bliver ting produceret? Under hvilke forhold? Hvad kræver det at skabe noget? Alt hvad der ligesom foregår bag kulissen, selve produktionen interesserer mig. Backstagerummet optræder ofte i mine værker i mere eller mindre konkret forstand. Man kunne også kalde det et “øve-rum”, jeg altid vender tilbage til. Jeg er interesseret i der, hvor verden og vi, bliver til.
Oprindeligt var jeg i min billedkunst optaget af objekterne og hvor de kom fra. Men så blev jeg mere optaget af menneskerne bag. Og så blev det nogle andre fortællinger om nogle andre strukturer, hvor det ikke handler så meget om objekterne mere. De findes jo i høj grad stadig i min praksis, men de findes måske mere som noget man samles omkring og noget, der kan transformere en.
Jeg arbejdede meget med “readymades” i starten. At udstille fundne objekter i et hjørne med en rigtig lang titel, som man skulle stå og læse. Det var tit meget teoretisk, tørt og spekulativt. Men så fandt jeg ud af, at objekterne måske bare var en undskyldning for at udfolde en proces eller fortælle en historie. Jeg fik mere lyst til at udfolde historierne og give den en krop, og så startede jeg faktisk med at holde foredrag, lave såkaldte “lecture performances”. Senere gik jeg væk fra det og vendte tilbage til min interesse for teatret, som jeg altid har haft et eller andet sted. Da jeg var lille gik jeg til mime på en mimeskole. Det er noget som jeg først har tænkt over inden for de sidste år, hvor meget at mime faktisk har været en form for base for min kropspraksis.
Hvad er den kunstneriske motivation for at lave Prøvedage? Hvordan opstod idéen?
Der er to historier om, hvordan idéen opstod. Den første er, at jeg skulle lave det her projekt i Rundetaarn og så begyndte jeg at lave research på, hvad der var foregået i bygningen før, og stødte på den her historie om en scenograf, der hedder Carl Lund. Han havde værksted i Bibliotekssalen i Rundetaarn i 1910-1920erne, og jeg blev fascineret af alle de billeder af rummet fra dengang, hvor han gik og arbejdede i det; forskellige kæmpe blomster og alle mulige andre scenografiske elementer. Det var meget vaudeville, romantiske og eventyrlige scenografier. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke nødvendigvis var så interesseret i at arbejde med Carl Lund. Men han repræsenterede noget, jeg var interesseret i, nemlig et særligt kunstbillede, hvor man bruger kunsten til at flygte ind i. Selvom det er 100 år siden er der stadig meget teater, der i dag på samme måde bare bliver lavet til at flygte ind i. Og mens jeg gik og bøvlede med, hvad jeg skulle stille op med Lund, følte jeg at verden omkring mig ligesom gik mere og mere i stykker. Så det er den anden historie. Så det er den anden historie. Jeg tror alle kunstnere en gang imellem spørger sig selv: Hvordan kan det give mening at lave kunst i en verden der brænder og med alle de forfærdelige ting der sker? Hvordan forholder kunsten sig til det? Jeg følte, at det var lidt håbløst at lave kunst, og det var den frustration som Prøvedage blev født af, så projektet har haft en ret hård fødsel. Men det var også det, der gjorde, at jeg følte jeg var nødt til at snakke med nogle andre og derfor inviterede Sidsel Ana Welden og Jihaan Yussuf til at skrive manuskriptet sammen med mig. Den proces har meget handlet om at prøve at finde en eller anden mening med at lave kunst. Det er en grundlæggende filosofisk diskussion omkring kunstens rolle og om hvordan kunsten skal forholde sig til verden. Der er mange, der stadig tænker på kunsten som en autonom ting, løsrevet fra samfundet, men jeg tror på at kunst altid er politisk. Men det betyder ikke nødvendigvis, at kunsten skal instrumentaliseres i politisk øjemed. Jeg tror mere på at kunsten skal forberede os til handling. Og det er det Prøvedage prøver at forhandle lidt.
Det må jeg lige forstå: Du har en billedkunst- og kropsbaseret praksis, og så arbejder du meget bevidst med tekst i en mere klassiske forstand i form af et færdigskrevet manuskript?
Ja, tekst har altid fyldt enormt meget i min praksis. Jeg har altid læst virkelig meget og i starten turde jeg ikke skrive noget selv, og så gjorde jeg det, at jeg begyndte at klippe, altså sample, tekst fra andres værker. Jeg læser primært romaner, men det var også poesi og dramatik. Så fordelte jeg de tekststykker på nogle karakterer, fordi jeg kunne godt lide de her forskellige ord og sætninger, jeg fandt. Det blev en måde at skrive på, og så langsomt bevægede jeg mig længere og længere væk fra det, og begyndte at skrive videre selv. Så det var en slags collagetekster, og det er en videreudvikling af det, når jeg nu inviterer andre ind i skriveprocessen og lader den fylde mere. Det har været megaspændende fordi vi kommer fra forskellige skrivepraksisser. Sidsel er billedkunstner og forfatter og har skrevet to romaner, og Jihaan skriver poesi og er også begyndt at skrive dramatik. Så vi skriver ret forskelligt, men det er jo også netop den forhandling mellem forskellige stemmer, jeg er interesseret i. Noget tekst tager udgangspunkt i virkeligheden og nogle levede erfaringer, og noget tekst er mere magisk og poetisk. Teksten sender på to forskellige frekvenser.
Hvad er det for nogle parametre du er mest optaget af i forhold til performancen og udstillingen? Hvad er det du vil undersøge eller udforske?
Jeg er interesseret i, hvordan håb kan se ud i dag. Men også at give en stemme til håbløsheden. Fordi håbet er sådan en svær størrelse og kan virke som om det nogle gange kommer fra et meget overfladisk sted. Jeg er interesseret i at finde et eller andet sted, som både er håbefuldt og sorgfuldt på samme tid. Det handler om at anerkende, at vi lever i nogle systemer, som er enormt svære at rykke ved, men selvfølgelig stadig insistere på, at det er muligt, og at der må være måder man kan organisere sig på. Karakterne føler sig meget magtesløse og håbløse, men drømmer også om andre måder at organisere sig på: fx som den måde eremitkrebs stiller sig op på række og giver deres skjold videre. Så de mindre overtager de størres skjold når de er vokset fra det. Så der er et håb om solidaritet og fællesskab, eller en længsel efter det i hvert fald, som findes i både forestillingen og udstillingen.
Helt konkret handler Prøvedage om tre praktikanter, der er blevet sat til at rydde op på et teater efter at der har været en brand, og så bliver de ligesom låst inde der, og ender med at bruge rigtig lang tid på det her lager, hvor de så snakker om deres liv og arbejde, verden og teatrets rolle i samfundet. Jeg synes det er ret sjovt at lege med klichéer. Og ’lukkede døre’ er en af teatrets “tropes”, tanken om at nogen er indespærret i et rum sammen som de ikke kan undslippe. Jeg kan godt lide, at der findes den der virkelig konkrete genkendelige præmis, og så kan det derfra få lov til at være porøst og syre ud på alle mulige måder.
Hvad er udfordringerne ved både at lave udstilling og performance samtidig?
Det grundlæggende problem, som jeg altid kæmper med at løse, er, hvad der sker i udstillingen, når der ikke er live performance. Man er altid bange for at publikums skal få den der følelse af, at man er kommet for sent til festen. Som jeg selv oplevede med fx Anne Imhof på Palais de Tokyo, hvor der bare stod nogle soundboxes på gulvet og vidnede om et eller andet man var gået glip af. Den følelse er jeg ikke så interesseret i. Udstillingen kan jo ikke være performancen, så den skal være noget andet. Jeg synes ikke det er en løsning at have en film af performancen, der kører i udstillingen, for så får man den følelse at man kan tilgå den, uden at man helt kan alligevel. Det jeg prøver at lave til Prøvedage er en tekstbaseret film, som ikke er en repræsentation af performancen, men som er en selvstændig fortolkning af manuskriptet. En udgave, der arbejder med musik og tempo, og så må man selv digte figurerne ind. Derudover arbejder jeg også sammen med lysdesigner og scenograf Rosa Birkedal med at lyssætte udstillingen på en performativ måde. Det gode ved at se udstillingen er jo, at man kan bevæge sig rundt i scenografien og på den måde aktivere den. Håbet er, at der begynder at opstå alle mulige fortællinger i publikum selv, når de skal koble de forskellige elementer sammen.
Hvad er det for en publikumsinteraktion du arbejder med? Hvis der er nogen?
Lige med Prøvedage er jeg faktisk lidt konservativ. Det er fordi jeg har savnet, at publikum bare sidder ned og kigger én vej. Jeg har lavet så mange ting, hvor man skulle bevæge sig rundt, fordi jeg primært har lavet performance på billedkunstinstitutionen, og så er det altid et stående publikum eller folk, der sidder lidt på gulvet og står lidt og nogle der snakker i hjørnet eller drikker drinks. Så jeg har drømt længe om bare at have et siddende publikum, som bare sidder, kigger og lytter. Det var også en feedback jeg fik på min performance Resort, hvor mange synes det var en virkelig spændende tekst, men ikke rigtig kunne koncentrere sig fordi de hele tiden skulle flytte rum. Der er jo fordele og ulemper ved begge dele, men nu har jeg altså lyst til bare at have et rum, hvor man skal sidde stille.
Hvad ønsker du at Prøvedage skal få publikum til at tænke over?
Jeg ønsker at publikum skal føle håb, sorg og vrede. At det er en vred, trist og sjov forestilling, der er både utopisk og dystopisk på samme tid. Jeg er interesseret i at prøve at undersøge, hvorfor det nogle gange er så svært for os at handle. Og jeg tror også der er et grundlæggende spørgsmål omkring, hvordan man bevarer sin menneskelighed i den her verden. Det er spørgsmål, som ikke nødvendigvis bliver besvaret, men i hvert fald bliver stillet i forestillingen.
Branden bliver et mulighedsrum. Det er jo en tragedie, at det her fiktive teater er brændt ned, men det er også en mulighed for at bygge noget nyt op. Det er dét de her praktikanter spekulerer lidt over, så det håber jeg at publikum vil spekulere med på: Hvilke historier kan vi ellers fortælle om kunstens rolle i samfundet? Om vores egen rolle? Og hvordan kan vi finde et nyt og fælles sprog?
Hvad vil det næste naturlige eksperiment være for dig i forlængelse af denne produktion?
Helt konkret skal jeg næste år lave en musical ude i Deep Forest Art Land, som bliver en slags rollespilsmusical. Jeg er interesseret i endnu mere at undersøge, hvad der sker når man sætter forskellige fagligheder sammen. Jeg arbejder både med musicalsangere og med performere, som arbejder med eksperimenterende performancekunst, og så to komponister, en der er eksperimentel elektronisk musiker, og en med en mere klassisk musicalkomponist baggrund.
Men det næste naturlige eksperiment, der bliver ved med at lure lidt i baghovedet, men som også er lidt scary, handler om at arbejde endnu mere med det improvisationsrum, der findes på scenen. Når jeg arbejder med dansere er jeg vant til at arbejde med nogle forholdsvis åbne scores, men hvad sker der hvis man åbner det rum endnu mere op, også med tekst? Hvordan kan jeg skabe rammer for improvisation, hvor der er endnu mere leg og afprøvning, og man giver lidt mere slip? Det findes altid i min praksis, fordi den kredser om det her øverum, og det kunne jeg godt tænke mig at undersøge, hvordan ville se ud, hvis det virkelig forgik live – hvis vi prøvede at øve os sammen.
