Interview med Jules Fischer

Af Miriam Frandsen

Jules Fischer er i fuld gang med en versionering af deres performance Lesions til Toaster på Husets Teater. Værket har haft premiere i Oslo på UKS (Unge Kunstneres Samfund) med tre performere. I denne udgave er det en solo. Jeg møder Jules til en meget generøs og personlig snak om værket i deres atelier i Rysgade. 

Hvad er den kunstneriske motivation for at lave Lesions? Hvordan opstod ideen?

Idéen til Lesions opstod under Pride i 2022. Det var en sommer, hvor det var meget varmt, der havde være tørke længe og jeg følte tydeligt at jorden brændte. Det år var der kun den kommercielle Pride og de små lokale initiativer var ikke med. Jeg stod og svedte og fik stukket en 7-Eleven “Pride”-vand i hånden samtidig med, at der blev solgt “Pride”-burger ved siden af. Priden har udviklet sig til et kapitalistisk kæmpegame, som opsuger os og modstanden selv. Det skaber en følelse af afmagt. Dr hvor vi prøver at yde modstand, bliver det suget ind og bare brugt til at lave mere destruktivt forbrug. Det var bare så ******* det hele, synes jeg, og ud af det opstod den her angry rant (vrede rablen, red.), som Lesions er båret frem af. Første udkast til teksten skrev jeg den aften, jeg kom hjem fra Priden. Jeg havde det som om vi lå på en Titanic tømmerflåde, og jeg var i tvivl om, hvad der var det rigtig at gøre; Skal man bare prøve at elske til det sidste? Eller skal man sige, at der ikke mere er tid til alle de her intime relationer, men at vi må prøve at redde, hvad der reddes kan i samfundet? Hvor skal vi fokusere vores energi? På det store billede eller det lille billede? Og ud fra de spørgsmål opstod dette vrede tekstangreb på netop denne ambivalens. Vreden åbnede op for noget, men der gik lang tid før jeg tog bolden op igen. 

Samtidig var jeg meget optaget af hormoner generelt, både i forhold til hormonterapi og fordi jeg gerne ville være gravid. Det er stadig meget nyt i et medicinsk perspektiv at give hormoner til transpersoner og der er mangel på forskning. P-pillen er den hormonbehandling man ved mest om i forhold til bivirkninger, men for mig er det en helt vanvittig måde, man har prøvet at kontrollere kvindekroppe på, uden for alvor at medtænke alle de risici, der er ved at være på pillen. Samtidig er den generelle medicinske forskning møntet på mænd, fordi det er for besværligt med de hormonelle udsving kvinder har. Hormoner er også i vandet og over det hele. Så måden vi i samfundet omtaler og forholder os til hormonelle forandringer og behandlinger på er meget kompleks. Noget bliver tiet ihjel og noget bliver enormt problematiseret og får kæmpe samfundsmæssigt fokus. Man kan ikke få hormonbehandlinger, der er lavet til transpersoner – det er medicin, som er lavet til noget andet. Transkvinder kan fx tage p-piller og testoblokkere, som er udviklet til hjertekarsygdomme, mens det testosteron transmænd tager, er markeret med stor advarsel om at “kvinder” absolut ikke må bruge det. Det tager lang tid når man begynder at give folk hormoner, før man ved, hvad for nogle bivirkninger, der kan opstå. Er der tale om hormonprævention, som har en samfundsmæssig interesse, er det aldeles ufarligt, på trods af, at det er nu bevist, at fx hormonspiralen er medvirkende til brystkræft. Er der derimod tale om transpersoner, hvis liv afhænger af HRT (hormon replacement therapy), er man som samfund meget optaget af at beskytte deres helbred – underforstået at gøre adgangen til behandling meget, meget svær. Så kvinders kroppe er simpelthen bare mindre værd, og transpersoners kroppe kan man slet ikke tage sig af. Det gør mig vred. Og samtidig er det kvindekroppen, der er bærer af de kropslige cyklusser, som også findes i naturen. Der er de samme forbindelser, det samme system og det fylder i teksten i Lesions. Det er mig, der citerer Paul B. Preciados, der citerer Silvia Federici og hendes forskning og kritik af adskillelsen af vores kroppe fra naturen, og hvad det gør i forhold til et kapitalistisk setup, som forsøger at tilpasse den menneskelige krop markedets logik.

Jeg ser dog ikke mit arbejde som decideret aktivistisk eller politisk, jeg bliver bare overvældet af ambivalens i forhold til hormoner, fordi jeg også gerne selv vil tage hormoner af forskellig art og samtidig oplever, at jeg lever i en krop, der ikke er blevet forsket i, og som i mange århundreder er blevet undertrykt.

Jeg prøver at indoptage den kompleksitet, jeg oplever, og arbejde med den kunstnerisk. For måske bedre at kunne forstå den. For ambivalensen og kompleksiteten er reel. Generelt har jeg lyst til at give plads til den her dobbelttydighed, og at det er sådan tingene er – de er hverken eller. Konkret er teksten til Lesions en slags collage med referencer til Testo Junkie af Paul B. Preciado, tv-showet Designing Women, filmen Little Women, digtet The Hills We Climb og Chaplin filmen The Dictator. Visuelt er jeg meget optaget af surrealisme, en form for formel uncanniness og old Hollywood drama. Alt det passer godt til at undersøge facader og absurditeten i konstruktionen af køn. 

Den gang til Pride, og i andre sammenhænge, har jeg tænkt meget over, hvad det vil sige at være en del af et community, der har oplevet så mange afvisninger. Alle mennesker går jo rundt med sår fra vores tidlige barndom, men hvis man er marginaliseret har man ofte følt sig enormt forkert, og måske mistet til tillid til andre mennesker og til samfundet. Hvad vil det egentlig sige at leve i et community, hvor alle er så sårede, men hvor man prøver at hele hinanden? Når man er blevet afvist, mobbet eller har fået slået hånden af, af sin familie, så er man jo meget sensitiv over for afvisning, og samtidig er man sikkert selv også rigtig god til selv at afvise. Den forsvarsmekanisme er jeg begyndte at tænke meget på og undersøge nærmere i mine værker. 

Så i Lesions er der et samspil mellem de samfundsmæssige sår, og så de individuelle traumer vi går rundt med, fordi de to ting er forbundne. Den version, som kommer til at spille på Toaster på Husets Teater, handler enormt meget om intimacy-issues og den distance, vi skaber til os selv og hinanden.

Hvad er det for nogle parametre du er mest optaget af i forhold til performancen og udstilling – for du havde udstilling i forbindelse med Lesions i Oslo? Hvad er det du vil undersøge?

Lesions i Toaster regi er en videreudvikling af en performance og udstilling, jeg lavede i Oslo i efteråret 2024. Det var en lys- og lydinstallation, og så havde jeg også nogle andre billedværker med i udstillingen. Så det var mere en rumlig oplevelse. Det er svært at sørge for, at en udstilling og en performance kan det samme, for det er to forskellige ting. Men jeg prøvede at lege lidt med udstilling versus performance. Der spillede fx to performances oven i hinanden. Så det netop ikke blev én monumental performance, men at det mere blev en live udstilling i og med, at der var flere performances til stede samtidig. Den anden performance hed Perfect Lovers og foregik inde i Lesions. Det var den måde jeg eksperimenterede med de forskellige forventninger publikum har til både udstilling og performance, og med, hvordan de to formater kan overtage konventioner fra hinanden. For man kan jo godt have mange værker på en udstilling samtidig, men man spiller aldrig to performances oven i hinanden, men det prøvede jeg så her.

Hvad er det for en publikumsinteraktion du arbejder med, hvis der er nogen?

Der er altid en meget stor overvejelse omkring publikumsrelationen i det jeg laver. I Lesions bliver der arbejdet meget med distance, det er en del af formen. Performancen er lip-syncet og enten i fuldt spotlight eller i skygge, hvor hun prøver at nærme sig publikum mere intimt. Publikum kan bevæge sig rundt i hele salen, og vi arbejder med lyset på en måde, hvor det også lyser på publikum, så de også kommer i spotlight. Når en performer står på scenen, blændes de af lyset og kan ikke se publikum, og det er nok ikke noget publikum tænker så meget over, men meget af tiden kan performeren faktisk ikke se noget, fordi lamperne er så stærke. Det synes jeg er noget af det spændende ved teater generelt. At vi mødes i et intimt rum og at det er live, men i virkeligheden så er der jo den her fjerde væg, hvor en performer står og taler ud i et stort mørke, mens dem, der er i mørket, kigger på performeren. Det er en form for spejl som jeg synes er ret sjovt at lege med i forhold til intimitetsissues, hvor man så gerne vil ses, men alligevel ikke for tæt på. Man kan sige, at den dramatiske aktion er i spændingen om, hvem lampen lyser på eller ikke. Lampen er symbol på den opmærksomhed vi kan give hinanden eller ej, på godt og ondt. Som minoritet kan det føles som en hypersynlighed. Vi kan ikke gå ind i et rum uden at alle skal tænke, nu kommer queerpersonen eller den ikke-hvide person. Så det paradoks, at man både er meget til stede og samtidig negligeret, kan lyset pege på. Vi findes ikke i forskningsstatistik, og ingen ved, hvad de skal gøre, når man kommer på fertilitetsklinikken og gerne vil have et barn. Den ambivalens arbejder jeg med at gøre meget fysisk og meget konkret i performancen i form af, om der er lys eller ikke lys. Enten at blive fuldstændig udstillet eller at blive overset. Performeren er derfor også med til at kigge på lampen og se, hvad den gør, i stedet for at det kun er lampen, der fremhæver hvad hun gør. Det er også en undersøgelse af, hvad der er muligt, når der ikke er lys på.

Jeg er interesseret i at undersøge og lege med hierarkier i min kunst og fx også opløse nogle af faghierarkierne imellem om man enten er sanger eller danser, som jeg gjorde i Dryppende stof. På den måde er lampen i Lesions også blevet til hovedpersonen, mens performeren på en måde er en bifigur.

Hvad ønsker du at Lesions skal få publikum til at tænke over?

Jeg håber, at de vil opleve en ambivalens i den her distance og nærhed. At performancen kan pege indad i deres egen mulige ambivalens. Samtidig er der en del facts i teksten, som man også kan tænke over. Publikum må gerne blive en del af undersøgelsen, fordi den kan fortsætte i dem.  

Hvad vil det næste naturlige eksperiment være for dig i forlængelse af denne produktion?

Lesions betyder læsioner, det vil sige de her skader i vævet, men jeg er ikke nået til de dybeste sår endnu. Uden at jeg vil love noget, tænker jeg, at det næste skridt vil handle om at gå et stik dybere. Jeg har arbejdet med community i forskellige versioner lige siden jeg startede med at lave performances, men implicit har der også været en strøm af at nogle ikke er med, at der er den her afvisning eller misforståelse et eller andet sted. Dryppende stof var optaget af inklusion og positivt fællesskab, men der ligger også en smerte i den fejring. Nu er jeg blevet interesseret i det, der er inde i os selv. Der er noget inde i mig, der er kommet ud i alle de værker som jeg troede handlede om noget andet, og nu vil jeg gerne finde ud af, hvad det egentlig handler om? Om jeg kan komme længere ind under huden? Jeg er med på den bølge med Alok Vaid-Menon, hvor jeg tror på, at det er kærligheden, der kan hele. Måske er vi nødt til at finde os selv, før vi kan gå ud og redde verden? Relationer er besværlige. Men hvorfor er de det? Det er fordi, vi hele tiden bliver tricket af vores egne sår og mønstre. Alle mennesker kender til følelsen af afvisning, den er en del af det at være menneske. Hvad hvis vi kunne vise omsorg og prøve at helbrede os selv og hinanden? Kærligheden og kroppen er revolutionerende kræfter, og hvis vi var mere connected, tror jeg ikke kapitalismen ville give mening.